
Oversvømmelser og overløbshændelser i forbindelse med skybrud er resultatet af, at byerne har fortrængt naturlige processer. Vi afvikler regnvand fra tage og belægninger samt spildevand fra vores boliger gennem underjordiske kloaksystemer og tekniske anlæg skjult på byens bagside. Visionen for fremtidens klimakarré er, gennem inkluderende innovation og læring
i øjenhøjde, sammen med beboerne at forvandle vandet fra et spildprodukt
til en værdifuld ressource.
Klimakarré - banebrydende og INNOVATIV
klimatilpasning i byen


Projektet viser eksempler på, hvordan håndtering af regnvand går hånd i hånd med rekreative tiltag for mange forskellige typer mennesker. Gården giver plads til leg, bevægelse, fordybelse, uformelle møder, dyrkning af nyttehaver samt æstetiske og anderledes rumlige oplevelser.


Læring om vand og anlæg til vand er projektets røde tråd. Med vandet som ressource skabes miljømæssig, social
og økonomisk bæredygtighed.
Mosen forsinker regnvandet, men er også biotop for dyre- og planteliv - og en fantastisk legeplads for nysgerrige børn.
Bassiner til forsinkelse af og buffer til regnvand fungerer til hverdag som en sænket grillplads.
Mikroalge-bioreaktorer renser vandet til en badesø, vanding af nyttehaver og i lejlighederne til brusevand og forsyning til vaskemaskiner.


Solstuer ophængt på facaderne fungerer som drivhuse, og samtidig tilfører de hængende solstuer passiv solvarme til lejlighederne. Grønne facader køler husene om sommeren, og isolerer om vinteren. Facaderne renser gadens luft og tilfører frisk indeklima i boligerne.
Bolig, bygning, gård og gaderum flettes sammen til én stor mekanisme, som udnytter vandets uudtømmelige potentiale til at skabe en bred vifte af værdier.